Om Karen Munch
OM KAREN MUNCH
 
  • Jeg har da ikke gjort noget særligt! Sådan lød det beskedent, da jeg i aftes ringede på din dør og spurgte, om jeg måtte have lov til at invitere dig på aftenkaffe i aften.
 
Men i en alder af 85 år er du noget ganske særligt. Du er et mønster-eksempel på et menneske med et gå-på-mod, som ikke kender grænser. Du rejser ud på lange og spændende rejser, hvor ingen af os andre kommer, og du er fortsat en slagkraftig formand for Klemensker Pensionistforening.
 
Men i aften handler det om idrætsforeningen. Jeg ved ikke, hvornår du første gang blev medlem, men jeg ved, at du 34 gange har taget Idrætsmærket i guld – sidste gang i 2007, så i 1973 var du i hvert fald aktiv. Og du havde sikkert også fået mærke nr. 35 og 36, hvis der ikke var kommet nye regler for Idrætsmærket i 2007.
 
I mange år var du foreningens eneste aktive atletikudøver forstået på den måde, at du ikke kun tog Idrætsmærket, men også stillede op til amtsmesterskaber, bornholmsmesterskaber, landsmesterskaber og sågar de danske mesterskaber.
 
Du var f.eks. til DM i atletik i 2006 (foregik det i Rønne?), og samme år satte du tre danske rekorder, som vel stadig er gældende i klassen for kvinder over 80 år: 0,75 meter i højdespring, 13,48 meter i diskoskast og 5,54 meter i kuglestød.
 
Desuden er du indehaver af de danske rekorder i diskoskast for kvinder 70-74 år (17,12 meter – sat i 1995) og for kvinder 75-79 år (15,45 meter – sat i 2000).
 
Du spiller stadig badminton, og du går til gymnastik – nej, ikke stole-gymnastik, men på ældremotionsholdet. Og det gør du selv om du for nylig gennemgik en alvorlig hjerteoperation. Du vidste ikke, at du fejlede noget, men lægerne fik dig overbevist om noget andet – og det er du glad for i dag.
 
  • Jeg var død to gange under operationen, har du fortalt. Men næppe var du hjemme i Klemensker igen, før du fandt gymnastik- og badmintontøjet frem igen. I den situation tror jeg nok, at mange andre var stoppet med det samme. Især hvis der havde stået 1925 på dåbsattesten.
 
Det er ganske enkelt enestående. Det er derfor en enig bestyrelse, der har besluttet, at vi i dag vil udnævne dig til æresmedlem. Dine brødre, Karl og Peter, var begge æresmedlemmer i Klemensker Idrætsforening. Du fortjener det ikke mindre.
 
KJELD LUNDBÆK
Klemensker IF / formand Henrik Schwarz mobil 20214753 / Bank 4720-0001184431