Årsberetning for gymnastik 2013
 
Aller først vil jeg sige stor tak til Lone Kristoffersen, der i mange år har lagt rigtig mange timer i gymnastikudvalget arbejde. Takket være kræfter som hende har gymnastikken i Klemensker kunnet fungerer. Det var derfor også med stor ærgrelse at hun til generalforsamlingen sagde farvel til udvalget men ganske forståeligt. Vi havde håbet der ville dukke nye kandidater til udvalget op, men det var desværre ikke tilfældet. Vores udvalg består i dag af 4 personer, og det giver helt klart udfordringer til udvalget ,og aktivitetsniveauet er desværre også derefter.

Også stor tak til Camilla K. Rasmussen for årene i udvalget samt som instruktør i Klemensker. Arbejde og fremtiden skulle desværre ikke være på Bornholm. Vi kommer til at savne dit engagement i foreningen.
Om ikke andet havde vi lørdag den 23. marts kl. 10 en forrygende opvisning. Med kun 7 lokale hold af gymnaster og dansere på gulvet var vi bange for at det ville blive en tam opvisning, men der tog vi fejl. Publikum var med os og fyldte hallen med god stemning, godt humør og bragende bifald til vores gymnaster. Mimi Steenberg fra Tejn idrætsforening havde sagt ja til at speake, og med sin Bornholmske dialekt og sprudlende humør var hun med til at sætte gang i publikum. Tak til dig Mimi.

Den nye sæsonstart skulle planlægges. Den største udfordring for os i år har været at finde instruktører til vores hold. Vores to yngste hold Ællingerne og Søhestene var de to hold vi manglede instruktører på. I sidste øjeblik sagde Katja ja til at fortsætte med Ællingerne, men desværre måtte vi meddele at Søhestene ikke kunne blive til noget pga. manglende instruktør. Vi gjorde ellers et ihærdigt forsøg med diverse opslag og opfordringer til Klemenskers forældre om at stille sig til rådighed. Til gengæld fik vi stablet et nyt springhold op for seje drenge og hårde piger. Aldersgrænsen er blevet rykket lidt i hver retning men det fungerer godt. Samarbejdet med Tejn idrætsforening fortsætter igen i år. På det store springhold er cirka halvdelen fra Tejn så det er rigtig dejligt. Vi samarbejder også omkring Junior men ingen fra Klemensker tager desværre turen til Tejn.

På vores Motion for alle er der flot fremgang, af især mænd. Nu er de oppe på 3 mænd der mænger sig med damerne. Det er rigtig dejligt og vi kan altid håbe på at de kan få lokket flere med. Også vores folkedansere fylder efterhånden godt op på gulvet. Det er rigtig skønt at så mange kan finde glæden ved at danse.

Til slut vil jeg sige rigtig mange gange tak til vores instruktører. Uden jeres kræfter og engagement ville gymnastikken ikke være noget værd i Klemensker.

Også en stor tak til gymnasterne der uge efter uge tropper op for at få sved på panden og have det sjovt.
Stor tak til udvalget der kæmper for at få gymnastikken til fortsat at være et tilbud for borgere i Klemensker.

Tak til alle jer der er med til at gøre at der er en gymnastik afdeling i Klemensker.
 
Formand Carina Højegaard
 
 
 

 
Klemensker IF / formand Henrik Schwarz mobil 20214753 / Bank 4720-0001184431