Årsberetning 2009
 
Fodbold-beretning 2009
 
Det har på mange måder været en hård sæson i 2009, hvor turneringen nu først stopper til sommer efter turneringsomlægning til efterår/forår.

Med stor usikkerhed omkring økonomien pga en kuldsejlet Hasle Cup, der i mange år har givet fodbold-afdelingen en indsprøjtning årligt på mellem 25-55.000 kr., så blev der hurtigt sat tommelskruer på økonomien.

Det bevirkede bl. a. at udvalgsmedlemmerne valgte at se bort fra deres lille årlige vederlag for det arbejde, de udførte – ud fra den betragtning, at det jo var dem selv, der skulle finde pengene andre steder.

Sommerferien blev alligevel kort, da vi fik mulighed for at tjene lidt ind på Global Trade-støtte-koncerten på Hammeren, hvor vi havde i alt ca 40 personer i aktion både med opsætning/nedtagning af lyd/lys til scenen og vagter i det såkaldte back-stage område.
Dette arbejde gav KIF-fodbold 9.500,- kr. – en sum vi tog imod med kyshånd.
Arbejdet omkring koncerten gav næsten kun positiv feed back fra både koncert-arrangørerne samt fra vore egne hjælpere, så vi ser frem til den 23. juli, hvor Hammershus-koncerten løber af stablen igen.
Desuden havde vi igen i 2009 æren af at arrangere Mc Donald-stævnet. Det skete i øvrigt for første gang – tror jeg nok – med fem gæstende hold fra København, der skulle bespises og overnatte i klubben.

Udover den daglige aktivitet med kampe, træning og indendørs stævner, så hjalp vi naturligvis også med til både Loppemarked og Forårsfest.

En ungdomsafslutning i efteråret blev det også til på trods af, at sæsonen faktisk ikke slutter før til sommer. En konsekvens af en turbulent turneringsomlægning.

Vi går nu ind i den sidste halvdel af sæsonen her i foråret, hvor de store snemasser formentlig kan komme til at volde store problemer.

Og vi kommer også til at savne vores præst Peter Sode Jensen på træningsbanen for vore U 13 og U 15 piger efter, at han valgte at forlade vores ø til fordel for Jylland. Der skal vi have fundet en holdbar løsning.

Problemer har vi også haft omkring vore U 15 drenge, hvor vi længe manglede træner. Men det flaskede sig til sidst bl. a. via tre dispensationer for at stille hold.
Men efter et par spiller-flytninger, så er vi nu tvunget til samarbejde med Hasle i foråret.
Økonomisk har det også været et dyrt hold, da vi med fire spillere på FC Bornholm naturligvis gik med i det projekt. Men det er nu ved at kuldsejle pga dårlig økonomi.
Men trods mange problemer undervejs, så skal der ellers blot lyde en stor tak til alle vore trænere/ledere og alle der gav en hånd til de forskellige arrangementer. Vi kommer og spørger igen næste år, så vær klar…!
Jeg vil også sende en tak til mine udvalgsmedlemmer Kristian Ager, Ole Lundbæk, Laila Ingildsen og Keld Kofoed, der sprang til midt i sæsonen.

Sprang til gjorde hans bedre halvdel Tove også da hun overtog tøjlerne i kiosken så jeg selv kunne slippe taget på den post.

Jeg skal også huske at takke både min mor og min bedre halvdel Lone for deres store hjælp i bl. a. kiosken.

Og ikke mindst min far, der igen i år ydede en flot indsats med salget af målaktier.
Alle disse personer og flere til var med til at få det til at køre – og endda med en noget overraskende overskud på lige godt 30.000,- kr…!
 
 
Kim Stenfeldt, KIF-fodbold
Klemensker IF / formand Henrik Schwarz mobil 20214753 / Bank 4720-0001184431